Havfruen: Symbol på den afslappede kvinde i livets store hav. Kvindens egen sensualitet. Hendes egen smidige krop, der færdes hjemmevant i det ubevidstes vande, d.v.s. i hendes eget, flydende følelsesliv.  

Lever i nedre regioner af kvindens ubevidste. Med sin smidige hale, sine nøgne bryster og sit hjem i havet repræsenterer havfruen - dette gamle symbol på det feminine - en kvindes forbindelse til den Store Moder, arketypen på omskiftelser og uforanderlighed, den store livmoder for liv og kærlighed, den numinøse helbredelseskilde og det sted, alting vender tilbage til - døden.   Havfruen er symbol på, at kærligheden gennem hele livet på ny udspringer af sin oprindelige kilde i det ubevidste.

Kærligheden er ubevidst. Den lader sig ikke indfange i ord, forklaringer eller retfærdiggørelse. Kærlighed og seksualitet er lige så virkelige - og dog ukendte og skjulte - dele af vores krop og erfaringsverden, som Havfruens mystiske hale under vandet.  Skal vi forblive tro mod os selv, må vi lære at respektere vores ubevidste natur og lade Havfruen bevæge sig frit, for hvis vi i for høj grad forsøger at styre halens bugtninger, mister vi forbindelsen til vores dybe følelser.

Kvindens arketypiske Havfrue begyndte som en ældgammel havgudinde fra en mystisk og strålende verden under vandet. Hun var en kærlighedsgudinde, en tidlig Afrodite født af havet, siddende på klipperne i sund narcissisme, med kam og spejl i sine hænder; hun daterer sig tilbage til den præpatriakalske epoke - før grækerne begyndte at skelne mellem menneskeligt og guddommeligt, dødeligt og udødeligt, jord og underverden - en tid, hvor menneskene befandt sig nærmere det ubevidste, nærmere livets og dødens flydende strøm og rytme, fødslens mysterium, sjælens fødsel; en tid, hvor livet efter døden ikke tilhørte en separat underverden, men bestod af vand og øer, som man kunne besøge. Havgudindens ånd lever i de tidligste figurer af Afrodite, Artemis og Ariadne og tillige i den unge kvinde, fuld af selvtillid og selvberoenhed. Den tidlige havgudinde besad symboler på hellig magt. De er blevet videre givet til os i form af spejlet, der symboliserer kvindens dybe selvreflektion og opslugthed i sig selv, kammen, der repræsenterer hendes omhyggelige skelnen mellem tanke og følelse. Havgudinden udtrykker dog også en anden egenskab hos kvinder. I sin fuldbarmede nøgenhed, udstillet for enhver og tilgængelig for andres begær, fremviser hun sin evne til kærlighed og hengivelse.   Havgudinden og havfruen strækker sig endnu længere tilbage til havslangen, hvis snoninger med den lange hale mentes at forårsage bølgerne på havet.

Fra tidernes morgen er liv og visdom blevet forbundet med vand. De gamle skabelsesberetninger henlagde livets oprindelse til havet, al skabelsens moder. Og Jung opdagede, at billedet af en fisk eller en slange i havet symboliserer aktivt liv og visdom dybt i vor ubevidste psyke. Havgudinden repræsenterer for os i dag vores evne til at færdes hjemmevant i det ubevidstes store hav af arketypiske følelser, evnen til at gå helhjertet ind i livet, elske fuldt og helt, naturligt og med stor ærefrygt for livets enhed, enheden i os selv og enheden med andre.   Betragter vi den mere nutidige folklore, vil vi se, at havets gudinde forvandles til en havfrue, der kom op på land. Hun var forhekset og kunne hverken tale eller sove, for hun havde til stadighed lyden af havet i sine ører. Da hun blev fjernet fra havet, blev hun mere bevidst, men måske for bevidst til sit eget bedste, for hun mistede hermed kontakten til det hellige dyb. I nogle folkeeventyr reder Havfruen den druknende sømand, som opsøger hende, men som ikke kan leve i hendes rige; hun bringer ham tilbage til land og prøver at slutte sig til ham dér. Havfruen længes efter kærlighed og menneskeligt fællesskab, men hun udsættes for den triste skæbne at blive stum og fortabt, fordi hun befinder sig midt imellem den guddommelige verden og den menneskelige.  

Havfruens arketype udtrykker således et dilemma: 
Kan en kvinde overhovedet bevare sin indre havgudinde, dvs. forblive sigselv og samtidig vove sig ud i kærligheden? Måske må den druknende sømand slutte sig til hende i hendes verden. Eller sagt med andre ord: ligesom en kvindes indre sømand, hendes bevidste jeg, må lære, hvordan man overlever i kærlighedens hav, således må manden, i den ydre verden også lære, hvordan han skal bære sig ad med at dykke ned i kærlighedens hav og samtidig overleve. Den moderne film Splash antyder dette skift hos manden. I den overraskende slutscene elsker manden havfruen så højt, at han giver afkald på sin egen verden og ledsager hende, da hun vender tilbage til havet. Men sådanne løsninger - hans verden eller hendes - vækker dog yderligere spørgsmål om, hvordan en kvinde og en mand bærer sig ad med at leve i hinandens verdener. Disse enten-eller-løsninger forekommer utilfredsstillende, men de kan være nødvendige skridt på vejen. Vi bliver nødt til at udvise respekt for de reelle forskelle imellem os: vore indre guder og gudinder, det bevidste og det ubevidste i os. Først da kan vi gøre os håb om at kunne bevæge os i bege verdener, på jorden og i havet, og elske hinanden ikke blot via en smertelig og ensidig opofrelse og tavshed, men derimod ud fra vores eget, totale væsen midt i den ydre virkelighed.  Hvis Havfruen vælger at komme op på land og færdes dér, dvs. Indgår i et parforhold - kan hun blive afkrævet betydelige ofre, sådan som havfruefortællingerne i vor patriarkalske kultur viser det. Parforhold afkræver altid en vis grad af opofrelse, men dilemmaet for den moderne kvinde består i, at visse forhold kan afkræve hende for store ofre. Hvad har en kvinde da brug for fra et andet menneske?

  
Den bedste måde at trække en kvinde ud af hendes drømmende, selvcentrerede havfruetilværelse på er, ved at nå hende med sin egen intense ømhed og hengivenhed, selv at dykke ned i havet, gøre fælles sag med hende, sommetider drage hende op af havet og andre gange blive dernede sammen med hende! Det er, hvad nutidens mænd må lære at gøre.   Havfruens arketype kan hos en kvinde i vore dage begrænse hende ved at holde hende trælbundet i et ugengældt kærlighedsforhold; eller den kan frisætte hendes egen indre, feminine verden og lidenskabelige kerne.   Hvis vi kan udvikle støre opmærksomhed over for Havfruen i vort inde, kan hun blive en god, indre allieret. Vi mærker især Havfruen, når vi står i fare for at miste hende - miste vores indre integritet, kontakten til vore dybeste, instinktive følelser vores egen frie livsstil. Vi bevarer Havfruens indre kerne, når vi forbliver tro mod os selv og vore feminine følelser, hvad enten vi er alene eller sammen med andre; først da kan vi gøre os håb om at ændre på polariteten mellem selvtilstrækkelighed og selvopofrelse.  

Der er tid og plads for vores havfrueside i den moderne tilværelse, men vi er også andet og mere end kontemplative, fuldbarmede havfruer. En moderne kvinde må - på visse tidspunkter af sit liv - give afkald på Havfruen for at komme fremad i den patriarkalske verden. Der er tidspunkter og steder i livet, hvor hun må forlade kysten og blive en fuldvoksen "animus"-kvinde, der fornægter sine følelser, sin bøjelige rygrad, sine medfølende bryster. Hun må ud og påpege sig studentens, husmoderens eller erhvervskvindens hårdtpressede livsrytme for at kunne klare sine aftaler, eksaminer, arbejdsplaner, overarbejde og deadlines. Og hun må dukke frem fra den tavshedens strategi, som samfundet har pålagt hende for længe siden, og sige sin mening. Dette er lige så vigtigt som havfruen og komplementerer dennes sårbarhed og hjælpeløshed. Vi er dog landdyr, når alt kommer til alt.   Der findes tidspunkter, hvor en kvinde, hvis hun vil vinde sig et parforhold i verden, sådan som den er, må fortrænge den fortabte havfrue i sig selv og gå ud og blive prinsessen, der vinder sin prins. I sådanne situationer skal hun turde være det særlig individ i samfundet, der vinder prisen. Og hun skal turde være noget særligt for en bestemt mand, være den "anima"-kvinde, der reflekterer mandens eget billede af den kvinde, han ønsker sig, og være resonansbund for de specielle kvaliteter, han opdager og værdsætter hos hende, forhåbentlig uden at miste sit eget spejl, selve indholdet af skatten fra havets bund.   Men når en kvinde fornægter sin havfrue, løber hun ofte en vis risiko i vores samfund. Faren består i, at hun ubevidst bliver identificeret med mandens forestilling om sirenen. Hvis hun ikke er i besiddelse af tilstrækkelig sund narcissisme og ikke skelner mellem tanker og følelser (ikke kæmmer sit lange hår), kan hun miste rollen som uafhængig, feminin vejleder for sig selv og sin partner, en guide ned til det dybere hav af følelser, de kunne dele med hinanden. Hele hendes regnbue af farver - hele kransen af emotionelle måder at forholde sit til andre på - kan nemt bliv koncentreret alene omkring den intense, seksuelle pasion. Denne passion kan forekomme hed, og alligevel kan hun være emotionelt fjern, kølig som glas og mærkeligt utilgængelig eller farlig for andre. Da er hun ubevidst blevet havfruens skyggesøster, sirenen fra havet, troldkvinden, der fortryller og lokker mænd til at drukne i bølgerne af deres egen seksuelle indfiltring i hende og hendes vilde hår.  

Hvorfor er Havfruen stum i folkeeventyrene? Måske skyldes det, at havets gudinder er blevet gjort stumme med tiden, ligesom heltinderne i eventyrene blev bragt til tavshed af senere generationer - patriarkalske og kristne, i et forsøg på at fornægte de gamle, feminine kræfter, som blev æret af vore aner. Men det er også en poetisk sandhed, at stumheden er et udtryk for kærlighedens uforklarlighed, følelsernes mysterium